

PLURALIS - er en stol i flertal! Cecilie Manz beskriver selv PLURALIS som "en arketypisk stol med appendiks, sammengroet og uløseligt forbundet. En stole-komposition til tre individer". Den er lavet i massivt træ i natur eller hvid/sort-lakeret. Stolen er fremstillet præcis ligesom enhver anden træstol; høvlet, fræset, pudset etc. Men formen afføder en række spørgsmål: Er det mon spisestuestolen, der har de små hængende fast om benene eller er det den lille, der har de store på nakken? "Som møbel er den et rummeligt mysterium med sine mange retninger og sin insisteren på imødekommenhed fra alle kanter", siger Cecilie.

CECILIE MANZ arbejder hovedsageligt i træ, metal, glas, porcelæn, plast, hvor materialevalget afhænger af den specifikke opgave. Arbejdet starter indefra og ud; et projekt skal besidde en solid, stærk og vedkommende idé eller funktionel berettigelse før Manz går i gang med selve det fysiske design. "Fundamentet skal være i orden, ellers ender man i ligegyldigheder", siger hun, "Selve opgaven eller projektet rummer tit nøglen til inspirationen; ideer kommer ikke ud af venten, men af rugbrødsarbejde, skitsering, afprøvning etc.". Et omdrejningspunkt har altid været enkelheden - at arbejde sig hen imod et rent, æstetisk og fortællende objekt. Cecilie samarbejder med bl.a. LightYears, Holmegaard, Nils Holger Moormann, Fritz Hansen, Muuto og Mooment. Hun har en lang række udstillinger bag sig fx "Northern Lights", på Issey Miyake Gallery, Tokyo, 2004, "Living in Motion" på Vitra Design Museum Basel + Berlin, 2002 og soloudstillingen "Cecilie Manz- Status" på Dansk Design Center, 2005. Cecilie har modtaget flere hæderspriser som blandt andet Finn Juhl prisen 2007, Kunstpreis Berlin 2008 og Statens Kunstfonds 3-årige Arbejdslegat 2002.